Betragtninger: Én over fiskefingrene

Svinemiklernes hjemstavn

”Det er minus to grader, det er skodvejr, mine tåspidser er indkapslede i is, shit hvor må jeg have forbrændt mange kalorier, jeg har været ude at gå med barnevognen i mindst tre dage… ” sådan lyder min daglige indre monolog altid, når jeg nærmer mig slutningen af gåturen, og skal til at forsvare et nært forestående syndigt madindkøb. Min helse-modstandsdygtighed er heldigvis papirtynd: Hvis man lægger mit samlede indtag af træstammer sammen ende mod ende over bare de sidste par uger, er der allerede til en flot og ikke mindst velsmagende flagstang. Forleden kunne jeg dog mærke en udtalt mangel på Omega-3-fedtsyrer, og den stod derfor på en lille sviptur hos fiskehandleren på H.C. Ørstedsvej. Det er altid med ambivalente følelser, jeg kommer her. Biksen er bemandet af to jævne, lavstammede fyre med en gnaven ’du får en fiskerlussing, hvis du kigger for længe på havtasken uden at købe’-attitude. De lider begge af at elske at fyre jokes af, som man grundet deres let åndsfattige forfatning og blævrende underansigt aldrig rigtig kan hverken forstå eller høre. Hvorfor man altid husker at grine ekstra forfjamsket højt og håbe, at det passer til lejligheden.

Min benzin på de sidste par kilometer af turen var dagdrømmen om frokosttilbuddet på tre lune fiskedeller til 45,-. Der indtrådte dog en pludselig vildrede i butikken, for en ny og uventet spiller var trådt ind på den lukrative køledisk-scene. 2019, year of change.  Lige der mellem spicy og torske-fiskefrikadellerne, der lå de sgu: Fuldfede, iført spiselige sprøde kapper af rasp og med en knock-out parfume af friture: frisklavede fiskefileter. Nærmest åndeløst spurgte jeg manden bag disken, om de virkelig kunne være en del af frokosttilbuddet. Han svarede ’mjaaaarff’ akkompagneret af et udtalt stoneface. Et nej, måtte jeg gå ud fra. Lidt mere forsigtigt, da to spørgsmål indenfor samme besøg var at stramme den, forhørte jeg mig, hvad sådan et par lå i. Med begejstret mine udbrød han ’Dgrrre kjastarrrr møøøølf prrakr huulllkilaaa’. Det kunne jeg ikke sige nej til og bad om to i mellemstørrelsen.

Med fægterynde stangede han dunserne op på vægten, bum, 45 kroner. Ingen overraskelser der. Fileterne op på vægten, slam, 77 kroner. Mit smil frøs, men jeg beroligede mig selv med, at det da måtte være en fejl. Måske et hjørne af hans lækre ’lidt for lange til at arbejde med fødevarer’-fleece havde sneget sig med på vægtskålen? ’Det bliver 122 kroner’. Som udtalt af en hæderkronet professor i artikulation. Hans panerede skidtfisk havde lige lagt sig i liga med safran og trøfler, men i stedet for at hamre indigneret i bordet begyndte den ulogiske stolthed at melde sig. Argumenter som, at fileterne allerede var pakket ind i dyrt, kraftigt madpapir og at han jo havde sagt ’møøøølf prrakr’ adspurgt til prisen, begyndte at tårne sig op. Min Frederiksberg-forfængelighed kunne pludselig ikke bære, at fiskermanden skulle tænke dårligt om mig. Sæt nu, at rygtet om min nærige forfatning spredte sig til de andre delikatesse-forretningerne på Frederiksberg C, forfærdeligt! Med et ansigtsudtryk af forbløffelse og næsten udbrydende ’Sikke et scoop!’ svirpede jeg dankortet op af pungen, smilede stort til ham og ønskede ham med eksalteret stemme en særdeles god dag. Kvitteringen? Nej ellers tak, hvad skulle jeg dog bruge sådan en lille, nusset lap papir til.

Sekundet butiksdøren lukkede bag mig havde jeg lyst til at kvase samtlige fiskedeller eller kaste dem over i fjæset på min kæreste, der stod uanende og smilende vinkede til mig. Hvad fanden bildte hun sig ind. Derhjemme ved middagsbordet blev det kun værre. I et ynkeligt forsøg på at narre mig selv begyndte jeg pludselig at lovprise fileterne. Patetiske sætninger som ’Nøj, den her fisk er så frisk at den næsten m værr blevet paneret på kutteren’, ’Sikke en kleppert!’ og ’Smagen overflødiggør jo remoulade’. Cirka tredive sekunder efter sidstnævnte sætning blev første strøm af remoulade fra K-salat spulet udover madderne i vrede. Jeg formede ikke engang det obligatoriske remoulade-M for Malthe på fisken.

Hvad skete der, Flemming Møldrup?

Kawai – Japansk for nutsi.

Vi havde sat os mageligt til rette. Dynen var kastet over vores luksus-legemer, den flygtige perfekte kakao-temperatur sad lige i øjet og flødeskummen var pisket til perfektion. Det var tid til vores guilty pleasure ‘Kender du Typen’-s jule- og nytårsafsnit. Alt åndede fred og idyl… men bedst som vi kom igang med skærmglæderne, kunne vi straks mærke det. Der var noget riv-rav-ruskende galt. Som et vådt ærme på en langærmet trøje eller en ‘late onset’-analkløe efter endt stort toiletbesøg, var det noget af det værste, en vesterlænding kan udsættes for. Flemming var helt ved siden af sig selv.

Hvis ikke du kender typen (indsæt en orkan af high-hats), så er du med al sandsynlighed heller ikke stødt på Flemming Møldrup, eller Flemse, som han vil blive kaldt i resten af artiklen. Og du kan ligeså godt komme igang med at se programmet med det samme. Hvis DF’s fremmarch fortsætter i samme tempo, går der ikke længe før en paragraf kræver, at det er en del af danskheden.

Tilbage til Flemse. Han er det mest elskværdige væsen TV har produceret i nyere tid. Lad os starte med hans udseende: Den nuttede mule. Hvis Disney fik den skrækkelige idé at lave en live-action-film med deres ikoniske karakterer, ville der ikke være nogen tvivl, Flemse skulle være fedtmule. Alt andet ville føre til folkelig revolte. Det lidt kiksede trendy mode-udtryk: Flemse er meget ydmyg, men ikke mere anonym end, at der lige er plads til at par Vesterbro-tattoveringer, et lille low-budget shambala-armbånd og en arkitekt-brille. Og så selvfølgelig hans væsen – han er helt igennem en good guy. Den rare onkel, du aldrig fik (se bort fra blodskams-undertonerne). Empatisk, lyttende, mådeholden, dydig, retskaffen .. altså jeg kunne blive ved.

Jeg er helt overbevist om, at en life-sized Flemse-dukke ville komme selv en sejlivet depression til livs

For ej at forglemme hans samspil med den joviale, men kontante bear Mads Steffensen. Den duo er simpelthen så kær til trods for, at Mads lidt er klassens bully og Flemse evigt dømt til at få metaforisk buksevand. Hver eneste gang de to pjatter (…) tager jeg mig selv i at sidde og grine fjoget med som en simpleton, så vanvittigt smittende og umiddelbar er deres dynamik.

Men så skete det; katastrofen! Jule-special afsnittet, hvor Flemming var helt ved siden af sig selv. Han var smålig og lidt små-misundelig, kommenterede hele tiden på sine egne økonomiske begrænsninger ift. ugens gæst. Når han forsøgte på at tirre og ping-pong’e med Mads ramte han ved siden af, og jeg nærmest kæmpede for at forcere det sædvanlige idiot-smil frem på mine læber. Hans ansigts-udtryk var fladt og apatisk; gad han overhovedet være med?!

Så please, Flemse, for vores allesammens skyld – hvad end det skyldes en fejlslagen juleflirt (ja, den midaldrende labre larve er sgu enlig), elendig julebag, et punkteret dæk ud for Slagelse på vej hjem … så glem det, og find tilbage til dig selv. Uden det faste skud hjemlige pøbel-hygge, ved jeg simpelthen ikke, hvad vi skal gøre.

Første Indtryk – Klaphat (DR3)

Jens Fup er bare godt

Jeg må blankt erkende, at før DR3’s nye komedieserie Klaphat tonede frem på skærmen, havde jeg allerede besluttet mig for, at det måtte være en middelmådig omgang. Et fuldstændigt urimeligt bias, særligt når det alene beroede på det faktum, at Mads Rosenkrantz Grage var forfatter og medinstruktør. Jeg har netop med ambivalente følelser slugt 2. sæson af hans autobiografiske hit-serie Yes No Maybe, hvor der rundt om hvert handlingshjørne lurer en ilter, parringslysten fisse-facehugger klar til at kaste sig i hovedet på hovedpersonen. Her træder min mandlige forsmået hed frem og siger med kastreret muse-stemme ‘Fandeme nej, så narcissistisk selv-iscenesættende har man sgu ikke lov at være’, men serien rammer samtidig ‘SKAM’-ungdoms-nerven, der gør, at jeg skyldigt lige måtte se et afsnit til.

Et af de helt store lyspunkter i Yes No Maybe er birollen Thomas, en slatten, grænseløs og blæst Nørrebro-karl, der trods nært forestående bryllup insisterer på at kalde sin kæreste ved sit fulde navn som en fjern, irriterende slægtning og ikke er for fin til at swoope ind som wingman på en opstillet pardate og snuppe både præmietøsen samt veninden til en impro-trekant på kontoret. Thomas er spillet af Jesper Groth, der med fantastisk humoristisk timing og elskværdig jysk-kvabset kiksethed, utvivlsomt er en ny komet på den danske comedy-scene.

Klaphat står og falder netop med Jesper Groth, der udgør den primære humoristiske motor i serien som den handicappede karakter William, en speedsnakkede, evigt kværulerende, selvproklameret Steve Jobs-topprogrammør med 90’er forstadshår. William har med sin organisation ‘Rul for livet’ udloddet en VM-tur til Rusland, som muskelsvindsofferet Hjalte, hans komiske modpart, er den ‘heldige vinder’ af. Hjalte tror selvfølgelig, at han skal afsted på en tur med all the trimmings, men hans forventninger stemmer naturligvis ikke helt overens med, hvad William har i tankerne.

I stedet for flyveren til Rusland venter en top-tunet VM-handibus i dannebrogs-farver. Der er tydeligvis ikke helt så meget fodbold på menuen, som Hjalte havde håbet på og Williams mundbævl er en uzi med utømmeligt magasin og Hjalte er kva sin kørestolsbundethed en ‘sitting duck’, tvangsindlagt til retorisk gennemhulning. Det hele beror således på det simple koncept; samspillet mellem de to og replikkernes kvalitet. Og for satan, hvor rammer den lige i øjet. William er pisse irriterende, name-dropper alverdenes ligegyldige fakta og har åbenbart en gigantisk forkærlighed for Danmarks tvivlsomme filmhistorie. At han samtidig er blevet torpederet analt uden følesans i bagenden, skal Hjalte selvfølgelig også lige konfronteres med.

Jeg har svært ved at vurdere, om konceptet kan holde dampen gennem en hel sæson: men der lurer med garanti nogen overraskelser i horisonten (En ildevarslende sætning William flere gange teaser Hjalte med); der er lagt op til kærlighedsdrama, konflikt, udvikling og måske et Hallelujah-øjeblik, når det viser sig, at William slet ikke er lam?! Jeg har i hvert fald blod på tanden til at følge den her til dørs.

Første Indtryk – Tidying Up (Netflix)

Hvis ikke du får små animé-sprinkle-stjerner omkring øjnene, når du tager dine sokker op af skuffen. Så er det ud med dem!

Angiveligt er ‘Tidying Up’ showet, der er på alles læber. Det kunne min kæreste i hvert fald fortælle mig. Så med slet skjult innuendo indtog vi sofaen for at se første afsnit af en serie med oprydning som omdrejningspunkt. Min første indskydelse var, at det bare lød som en slap udgave af diverse hoarder-programmer, men nuvel: Open mind.

Den lille porcelæns-dukke fine Marie Kondo svinger taktstokken, når der skal ryddes op i de amerikanske hjem. Banen er kridtet op: Som fatsvage kæmper tramper de håbløse, kødfulde forældre rundt i rod, legetøj, kuldsejlet forhold og alt for gamle, men stadig mælke-pattende børn. Når barnet selv kan sige ‘boobies’ og pege henrykt på jungerne, er det ved at være tid til at smide amme-BH’en i min optik. Men jeg ejer heller intet af hør.

Marie dirigerer med et smil og en ansigtsmaske så fin, at man mistænker den for at være aftagelig og gemme på et dæmonisk, vansiret fjæs. Der er dømt japanske rene linjer, ordentlighed og respekt. Bare ikke fra tilrettelæggernes side. Knapt er showet gået i gang, før der bliver skruet op for den dramatiske underlægningsmusik, overdramatisk klipning og gjort brug af alle kneb i The US and A-realitybogen til at få seernes inddraget emotionelt. Personligt fik jeg lyst til at slukke.

Men vent nu, har hun nogle oprydnings-esser gemt i ærmet, den lille Marie?! Efter at have studeret på en bjergtinde iført kimono oplært af en fyr med buskede øjenbryn (den slags er et krav) siden, hun var spæd, har hun måske fundet ind til essensen af oprydning? Nej, med mindre, at det at putte ting i kasser og skære ned på antallet af udvaskede, men højt-elskede, T-shirts kommer som et shock for dig, så er der trods små indlagt ‘educational’-sekvenser med ‘Sådan folder du dit tøj’ og ‘Tør dig optimalt i bagenden med brug af mindst papir’, er der ikke meget at hente.

Hvis vi endelig skal ud i den genre, vil jeg hellere høre Gordon Ramsay skrige ‘SHUT IT DOWN’, mens han hamrer en halv-stegt laks i stykker eller se på biler, jeg aldrig får råd til.

Betragtninger: Fars Dreng

DET VAR HAM!

Efter at have tilbragt det meste af de sidste fem døgn i ’barselsboblen’ og haft fornøjelsen af en nat og morgen med en baby, der sagde højfrekvente delfin-skræppende lyde og baskede hjælpeløst med lemmerne som et væltet stykke optrukket legetøj, var det tid til en morgentur med barnevognen. En tur primært drevet af lige dele indestængt vrede og total opgiven.

Jeg fik dog sendt en gave af gud, som jeg kunne kanalisere al min harme over i. Mens jeg slentrede mismodigt afsted matchede jeg pace med to 14-årige drenge. De havde samme tempo som mig, men ikke af samme årsag. Deres havde rodfæste i en følelse af total overlegenhed. Der var ingen tvivl om, at grusstien rundt om søerne primært var ejet af dem, dernæst Københavns Kommune.

Sådan fik jeg en eminent mulighed for et lille indblik i deres liv, da jeg grådigt smuglyttede på deres samtale. Den ene var i gang med at kundgøre overfor den anden, hvordan fake-mærker var et symbol på at være en taber, og om hvordan ’man får, hvad man betaler for’. Selvom mit modeøje ikke er helt trænet, var der ingen tvivl om, at drengen var klædt fra top til tå i skide dyrt tøj. Mens jeg gik søndags-morgen ildelugtende i en krøllet t-shirt, var han klar til bal på slottet.

Så enten havde denne lille pomade-skid af en 14-årig dreng en avisrute, der ville få NBRO’s topløbere til at instantant at flå lycraen i stykker og vælte rundt på jorden i pludselig psykose over distancen, eller også, var hans forældre i gang med at kreere en dæmonisk lille Københavner Geoffrey. Jeg sætter pengene på sidstnævnte.

Mig, udtalt pacifist (kujon) og altid allerbagerst i potentielle slagsmål, blev pludselig grebet af Logen Ninefingers-lignende berserker-vrede. Jeg fik lyst til at hamre den lille sejlersko-bærende skiderik ind i beton-væggen ved siden af os, og lære ham lidt om livet. En ubetinget curlet Frederiksberg-dreng som mig selv, skulle fandeme sætte ham ind i livets og forstadens genvordigheder. Jeg hev fat i mine to trofaste compadres og satte ’Tag mig tilbage på’ for fuld skrald, mens jeg begyndte at løsne skuldrene. I selvsamme nu opdagede jeg, at min cappucino var blevet kold, mens jeg havde gået og grublet over situationen, og gassen gik ligesom af ballonen. Heldigvis blev jeg afledt af en fyr, stolt bærende et papkrus fra Lagkagehuset, kalkulerede hurtigt distancen til den nærmeste ’filial’, og kunne muntert konkludere, at hans i hvert fald måtte være en del koldere end min. Så kunne jeg gå glad hjem alligevel.