Hvad skete der, Flemming Møldrup?

Kawai – Japansk for nutsi.

Vi havde sat os mageligt til rette. Dynen var kastet over vores luksus-legemer, den flygtige perfekte kakao-temperatur sad lige i øjet og flødeskummen var pisket til perfektion. Det var tid til vores guilty pleasure ‘Kender du Typen’-s jule- og nytårsafsnit. Alt åndede fred og idyl… men bedst som vi kom igang med skærmglæderne, kunne vi straks mærke det. Der var noget riv-rav-ruskende galt. Som et vådt ærme på en langærmet trøje eller en ‘late onset’-analkløe efter endt stort toiletbesøg, var det noget af det værste, en vesterlænding kan udsættes for. Flemming var helt ved siden af sig selv.

Hvis ikke du kender typen (indsæt en orkan af high-hats), så er du med al sandsynlighed heller ikke stødt på Flemming Møldrup, eller Flemse, som han vil blive kaldt i resten af artiklen. Og du kan ligeså godt komme igang med at se programmet med det samme. Hvis DF’s fremmarch fortsætter i samme tempo, går der ikke længe før en paragraf kræver, at det er en del af danskheden.

Tilbage til Flemse. Han er det mest elskværdige væsen TV har produceret i nyere tid. Lad os starte med hans udseende: Den nuttede mule. Hvis Disney fik den skrækkelige idé at lave en live-action-film med deres ikoniske karakterer, ville der ikke være nogen tvivl, Flemse skulle være fedtmule. Alt andet ville føre til folkelig revolte. Det lidt kiksede trendy mode-udtryk: Flemse er meget ydmyg, men ikke mere anonym end, at der lige er plads til at par Vesterbro-tattoveringer, et lille low-budget shambala-armbånd og en arkitekt-brille. Og så selvfølgelig hans væsen – han er helt igennem en good guy. Den rare onkel, du aldrig fik (se bort fra blodskams-undertonerne). Empatisk, lyttende, mådeholden, dydig, retskaffen .. altså jeg kunne blive ved.

Jeg er helt overbevist om, at en life-sized Flemse-dukke ville komme selv en sejlivet depression til livs

For ej at forglemme hans samspil med den joviale, men kontante bear Mads Steffensen. Den duo er simpelthen så kær til trods for, at Mads lidt er klassens bully og Flemse evigt dømt til at få metaforisk buksevand. Hver eneste gang de to pjatter (…) tager jeg mig selv i at sidde og grine fjoget med som en simpleton, så vanvittigt smittende og umiddelbar er deres dynamik.

Men så skete det; katastrofen! Jule-special afsnittet, hvor Flemming var helt ved siden af sig selv. Han var smålig og lidt små-misundelig, kommenterede hele tiden på sine egne økonomiske begrænsninger ift. ugens gæst. Når han forsøgte på at tirre og ping-pong’e med Mads ramte han ved siden af, og jeg nærmest kæmpede for at forcere det sædvanlige idiot-smil frem på mine læber. Hans ansigts-udtryk var fladt og apatisk; gad han overhovedet være med?!

Så please, Flemse, for vores allesammens skyld – hvad end det skyldes en fejlslagen juleflirt (ja, den midaldrende labre larve er sgu enlig), elendig julebag, et punkteret dæk ud for Slagelse på vej hjem … så glem det, og find tilbage til dig selv. Uden det faste skud hjemlige pøbel-hygge, ved jeg simpelthen ikke, hvad vi skal gøre.

Første Indtryk – Klaphat (DR3)

Jens Fup er bare godt

Jeg må blankt erkende, at før DR3’s nye komedieserie Klaphat tonede frem på skærmen, havde jeg allerede besluttet mig for, at det måtte være en middelmådig omgang. Et fuldstændigt urimeligt bias, særligt når det alene beroede på det faktum, at Mads Rosenkrantz Grage var forfatter og medinstruktør. Jeg har netop med ambivalente følelser slugt 2. sæson af hans autobiografiske hit-serie Yes No Maybe, hvor der rundt om hvert handlingshjørne lurer en ilter, parringslysten fisse-facehugger klar til at kaste sig i hovedet på hovedpersonen. Her træder min mandlige forsmået hed frem og siger med kastreret muse-stemme ‘Fandeme nej, så narcissistisk selv-iscenesættende har man sgu ikke lov at være’, men serien rammer samtidig ‘SKAM’-ungdoms-nerven, der gør, at jeg skyldigt lige måtte se et afsnit til.

Et af de helt store lyspunkter i Yes No Maybe er birollen Thomas, en slatten, grænseløs og blæst Nørrebro-karl, der trods nært forestående bryllup insisterer på at kalde sin kæreste ved sit fulde navn som en fjern, irriterende slægtning og ikke er for fin til at swoope ind som wingman på en opstillet pardate og snuppe både præmietøsen samt veninden til en impro-trekant på kontoret. Thomas er spillet af Jesper Groth, der med fantastisk humoristisk timing og elskværdig jysk-kvabset kiksethed, utvivlsomt er en ny komet på den danske comedy-scene.

Klaphat står og falder netop med Jesper Groth, der udgør den primære humoristiske motor i serien som den handicappede karakter William, en speedsnakkede, evigt kværulerende, selvproklameret Steve Jobs-topprogrammør med 90’er forstadshår. William har med sin organisation ‘Rul for livet’ udloddet en VM-tur til Rusland, som muskelsvindsofferet Hjalte, hans komiske modpart, er den ‘heldige vinder’ af. Hjalte tror selvfølgelig, at han skal afsted på en tur med all the trimmings, men hans forventninger stemmer naturligvis ikke helt overens med, hvad William har i tankerne.

I stedet for flyveren til Rusland venter en top-tunet VM-handibus i dannebrogs-farver. Der er tydeligvis ikke helt så meget fodbold på menuen, som Hjalte havde håbet på og Williams mundbævl er en uzi med utømmeligt magasin og Hjalte er kva sin kørestolsbundethed en ‘sitting duck’, tvangsindlagt til retorisk gennemhulning. Det hele beror således på det simple koncept; samspillet mellem de to og replikkernes kvalitet. Og for satan, hvor rammer den lige i øjet. William er pisse irriterende, name-dropper alverdenes ligegyldige fakta og har åbenbart en gigantisk forkærlighed for Danmarks tvivlsomme filmhistorie. At han samtidig er blevet torpederet analt uden følesans i bagenden, skal Hjalte selvfølgelig også lige konfronteres med.

Jeg har svært ved at vurdere, om konceptet kan holde dampen gennem en hel sæson: men der lurer med garanti nogen overraskelser i horisonten (En ildevarslende sætning William flere gange teaser Hjalte med); der er lagt op til kærlighedsdrama, konflikt, udvikling og måske et Hallelujah-øjeblik, når det viser sig, at William slet ikke er lam?! Jeg har i hvert fald blod på tanden til at følge den her til dørs.

Første Indtryk – Tidying Up (Netflix)

Hvis ikke du får små animé-sprinkle-stjerner omkring øjnene, når du tager dine sokker op af skuffen. Så er det ud med dem!

Angiveligt er ‘Tidying Up’ showet, der er på alles læber. Det kunne min kæreste i hvert fald fortælle mig. Så med slet skjult innuendo indtog vi sofaen for at se første afsnit af en serie med oprydning som omdrejningspunkt. Min første indskydelse var, at det bare lød som en slap udgave af diverse hoarder-programmer, men nuvel: Open mind.

Den lille porcelæns-dukke fine Marie Kondo svinger taktstokken, når der skal ryddes op i de amerikanske hjem. Banen er kridtet op: Som fatsvage kæmper tramper de håbløse, kødfulde forældre rundt i rod, legetøj, kuldsejlet forhold og alt for gamle, men stadig mælke-pattende børn. Når barnet selv kan sige ‘boobies’ og pege henrykt på jungerne, er det ved at være tid til at smide amme-BH’en i min optik. Men jeg ejer heller intet af hør.

Marie dirigerer med et smil og en ansigtsmaske så fin, at man mistænker den for at være aftagelig og gemme på et dæmonisk, vansiret fjæs. Der er dømt japanske rene linjer, ordentlighed og respekt. Bare ikke fra tilrettelæggernes side. Knapt er showet gået i gang, før der bliver skruet op for den dramatiske underlægningsmusik, overdramatisk klipning og gjort brug af alle kneb i The US and A-realitybogen til at få seernes inddraget emotionelt. Personligt fik jeg lyst til at slukke.

Men vent nu, har hun nogle oprydnings-esser gemt i ærmet, den lille Marie?! Efter at have studeret på en bjergtinde iført kimono oplært af en fyr med buskede øjenbryn (den slags er et krav) siden, hun var spæd, har hun måske fundet ind til essensen af oprydning? Nej, med mindre, at det at putte ting i kasser og skære ned på antallet af udvaskede, men højt-elskede, T-shirts kommer som et shock for dig, så er der trods små indlagt ‘educational’-sekvenser med ‘Sådan folder du dit tøj’ og ‘Tør dig optimalt i bagenden med brug af mindst papir’, er der ikke meget at hente.

Hvis vi endelig skal ud i den genre, vil jeg hellere høre Gordon Ramsay skrige ‘SHUT IT DOWN’, mens han hamrer en halv-stegt laks i stykker eller se på biler, jeg aldrig får råd til.