Betragtninger: Én over fiskefingrene

Svinemiklernes hjemstavn

”Det er minus to grader, det er skodvejr, mine tåspidser er indkapslede i is, shit hvor må jeg have forbrændt mange kalorier, jeg har været ude at gå med barnevognen i mindst tre dage… ” sådan lyder min daglige indre monolog altid, når jeg nærmer mig slutningen af gåturen, og skal til at forsvare et nært forestående syndigt madindkøb. Min helse-modstandsdygtighed er heldigvis papirtynd: Hvis man lægger mit samlede indtag af træstammer sammen ende mod ende over bare de sidste par uger, er der allerede til en flot og ikke mindst velsmagende flagstang. Forleden kunne jeg dog mærke en udtalt mangel på Omega-3-fedtsyrer, og den stod derfor på en lille sviptur hos fiskehandleren på H.C. Ørstedsvej. Det er altid med ambivalente følelser, jeg kommer her. Biksen er bemandet af to jævne, lavstammede fyre med en gnaven ’du får en fiskerlussing, hvis du kigger for længe på havtasken uden at købe’-attitude. De lider begge af at elske at fyre jokes af, som man grundet deres let åndsfattige forfatning og blævrende underansigt aldrig rigtig kan hverken forstå eller høre. Hvorfor man altid husker at grine ekstra forfjamsket højt og håbe, at det passer til lejligheden.

Min benzin på de sidste par kilometer af turen var dagdrømmen om frokosttilbuddet på tre lune fiskedeller til 45,-. Der indtrådte dog en pludselig vildrede i butikken, for en ny og uventet spiller var trådt ind på den lukrative køledisk-scene. 2019, year of change.  Lige der mellem spicy og torske-fiskefrikadellerne, der lå de sgu: Fuldfede, iført spiselige sprøde kapper af rasp og med en knock-out parfume af friture: frisklavede fiskefileter. Nærmest åndeløst spurgte jeg manden bag disken, om de virkelig kunne være en del af frokosttilbuddet. Han svarede ’mjaaaarff’ akkompagneret af et udtalt stoneface. Et nej, måtte jeg gå ud fra. Lidt mere forsigtigt, da to spørgsmål indenfor samme besøg var at stramme den, forhørte jeg mig, hvad sådan et par lå i. Med begejstret mine udbrød han ’Dgrrre kjastarrrr møøøølf prrakr huulllkilaaa’. Det kunne jeg ikke sige nej til og bad om to i mellemstørrelsen.

Med fægterynde stangede han dunserne op på vægten, bum, 45 kroner. Ingen overraskelser der. Fileterne op på vægten, slam, 77 kroner. Mit smil frøs, men jeg beroligede mig selv med, at det da måtte være en fejl. Måske et hjørne af hans lækre ’lidt for lange til at arbejde med fødevarer’-fleece havde sneget sig med på vægtskålen? ’Det bliver 122 kroner’. Som udtalt af en hæderkronet professor i artikulation. Hans panerede skidtfisk havde lige lagt sig i liga med safran og trøfler, men i stedet for at hamre indigneret i bordet begyndte den ulogiske stolthed at melde sig. Argumenter som, at fileterne allerede var pakket ind i dyrt, kraftigt madpapir og at han jo havde sagt ’møøøølf prrakr’ adspurgt til prisen, begyndte at tårne sig op. Min Frederiksberg-forfængelighed kunne pludselig ikke bære, at fiskermanden skulle tænke dårligt om mig. Sæt nu, at rygtet om min nærige forfatning spredte sig til de andre delikatesse-forretningerne på Frederiksberg C, forfærdeligt! Med et ansigtsudtryk af forbløffelse og næsten udbrydende ’Sikke et scoop!’ svirpede jeg dankortet op af pungen, smilede stort til ham og ønskede ham med eksalteret stemme en særdeles god dag. Kvitteringen? Nej ellers tak, hvad skulle jeg dog bruge sådan en lille, nusset lap papir til.

Sekundet butiksdøren lukkede bag mig havde jeg lyst til at kvase samtlige fiskedeller eller kaste dem over i fjæset på min kæreste, der stod uanende og smilende vinkede til mig. Hvad fanden bildte hun sig ind. Derhjemme ved middagsbordet blev det kun værre. I et ynkeligt forsøg på at narre mig selv begyndte jeg pludselig at lovprise fileterne. Patetiske sætninger som ’Nøj, den her fisk er så frisk at den næsten m værr blevet paneret på kutteren’, ’Sikke en kleppert!’ og ’Smagen overflødiggør jo remoulade’. Cirka tredive sekunder efter sidstnævnte sætning blev første strøm af remoulade fra K-salat spulet udover madderne i vrede. Jeg formede ikke engang det obligatoriske remoulade-M for Malthe på fisken.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *