Betragtninger: Fars Dreng

DET VAR HAM!

Efter at have tilbragt det meste af de sidste fem døgn i ’barselsboblen’ og haft fornøjelsen af en nat og morgen med en baby, der sagde højfrekvente delfin-skræppende lyde og baskede hjælpeløst med lemmerne som et væltet stykke optrukket legetøj, var det tid til en morgentur med barnevognen. En tur primært drevet af lige dele indestængt vrede og total opgiven.

Jeg fik dog sendt en gave af gud, som jeg kunne kanalisere al min harme over i. Mens jeg slentrede mismodigt afsted matchede jeg pace med to 14-årige drenge. De havde samme tempo som mig, men ikke af samme årsag. Deres havde rodfæste i en følelse af total overlegenhed. Der var ingen tvivl om, at grusstien rundt om søerne primært var ejet af dem, dernæst Københavns Kommune.

Sådan fik jeg en eminent mulighed for et lille indblik i deres liv, da jeg grådigt smuglyttede på deres samtale. Den ene var i gang med at kundgøre overfor den anden, hvordan fake-mærker var et symbol på at være en taber, og om hvordan ’man får, hvad man betaler for’. Selvom mit modeøje ikke er helt trænet, var der ingen tvivl om, at drengen var klædt fra top til tå i skide dyrt tøj. Mens jeg gik søndags-morgen ildelugtende i en krøllet t-shirt, var han klar til bal på slottet.

Så enten havde denne lille pomade-skid af en 14-årig dreng en avisrute, der ville få NBRO’s topløbere til at instantant at flå lycraen i stykker og vælte rundt på jorden i pludselig psykose over distancen, eller også, var hans forældre i gang med at kreere en dæmonisk lille Københavner Geoffrey. Jeg sætter pengene på sidstnævnte.

Mig, udtalt pacifist (kujon) og altid allerbagerst i potentielle slagsmål, blev pludselig grebet af Logen Ninefingers-lignende berserker-vrede. Jeg fik lyst til at hamre den lille sejlersko-bærende skiderik ind i beton-væggen ved siden af os, og lære ham lidt om livet. En ubetinget curlet Frederiksberg-dreng som mig selv, skulle fandeme sætte ham ind i livets og forstadens genvordigheder. Jeg hev fat i mine to trofaste compadres og satte ’Tag mig tilbage på’ for fuld skrald, mens jeg begyndte at løsne skuldrene. I selvsamme nu opdagede jeg, at min cappucino var blevet kold, mens jeg havde gået og grublet over situationen, og gassen gik ligesom af ballonen. Heldigvis blev jeg afledt af en fyr, stolt bærende et papkrus fra Lagkagehuset, kalkulerede hurtigt distancen til den nærmeste ’filial’, og kunne muntert konkludere, at hans i hvert fald måtte være en del koldere end min. Så kunne jeg gå glad hjem alligevel. 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *