Første Indtryk – Klaphat (DR3)

Jens Fup er bare godt

Jeg må blankt erkende, at før DR3’s nye komedieserie Klaphat tonede frem på skærmen, havde jeg allerede besluttet mig for, at det måtte være en middelmådig omgang. Et fuldstændigt urimeligt bias, særligt når det alene beroede på det faktum, at Mads Rosenkrantz Grage var forfatter og medinstruktør. Jeg har netop med ambivalente følelser slugt 2. sæson af hans autobiografiske hit-serie Yes No Maybe, hvor der rundt om hvert handlingshjørne lurer en ilter, parringslysten fisse-facehugger klar til at kaste sig i hovedet på hovedpersonen. Her træder min mandlige forsmået hed frem og siger med kastreret muse-stemme ‘Fandeme nej, så narcissistisk selv-iscenesættende har man sgu ikke lov at være’, men serien rammer samtidig ‘SKAM’-ungdoms-nerven, der gør, at jeg skyldigt lige måtte se et afsnit til.

Et af de helt store lyspunkter i Yes No Maybe er birollen Thomas, en slatten, grænseløs og blæst Nørrebro-karl, der trods nært forestående bryllup insisterer på at kalde sin kæreste ved sit fulde navn som en fjern, irriterende slægtning og ikke er for fin til at swoope ind som wingman på en opstillet pardate og snuppe både præmietøsen samt veninden til en impro-trekant på kontoret. Thomas er spillet af Jesper Groth, der med fantastisk humoristisk timing og elskværdig jysk-kvabset kiksethed, utvivlsomt er en ny komet på den danske comedy-scene.

Klaphat står og falder netop med Jesper Groth, der udgør den primære humoristiske motor i serien som den handicappede karakter William, en speedsnakkede, evigt kværulerende, selvproklameret Steve Jobs-topprogrammør med 90’er forstadshår. William har med sin organisation ‘Rul for livet’ udloddet en VM-tur til Rusland, som muskelsvindsofferet Hjalte, hans komiske modpart, er den ‘heldige vinder’ af. Hjalte tror selvfølgelig, at han skal afsted på en tur med all the trimmings, men hans forventninger stemmer naturligvis ikke helt overens med, hvad William har i tankerne.

I stedet for flyveren til Rusland venter en top-tunet VM-handibus i dannebrogs-farver. Der er tydeligvis ikke helt så meget fodbold på menuen, som Hjalte havde håbet på og Williams mundbævl er en uzi med utømmeligt magasin og Hjalte er kva sin kørestolsbundethed en ‘sitting duck’, tvangsindlagt til retorisk gennemhulning. Det hele beror således på det simple koncept; samspillet mellem de to og replikkernes kvalitet. Og for satan, hvor rammer den lige i øjet. William er pisse irriterende, name-dropper alverdenes ligegyldige fakta og har åbenbart en gigantisk forkærlighed for Danmarks tvivlsomme filmhistorie. At han samtidig er blevet torpederet analt uden følesans i bagenden, skal Hjalte selvfølgelig også lige konfronteres med.

Jeg har svært ved at vurdere, om konceptet kan holde dampen gennem en hel sæson: men der lurer med garanti nogen overraskelser i horisonten (En ildevarslende sætning William flere gange teaser Hjalte med); der er lagt op til kærlighedsdrama, konflikt, udvikling og måske et Hallelujah-øjeblik, når det viser sig, at William slet ikke er lam?! Jeg har i hvert fald blod på tanden til at følge den her til dørs.