Hvad skete der, Flemming Møldrup?

Kawai – Japansk for nutsi.

Vi havde sat os mageligt til rette. Dynen var kastet over vores luksus-legemer, den flygtige perfekte kakao-temperatur sad lige i øjet og flødeskummen var pisket til perfektion. Det var tid til vores guilty pleasure ‘Kender du Typen’-s jule- og nytårsafsnit. Alt åndede fred og idyl… men bedst som vi kom igang med skærmglæderne, kunne vi straks mærke det. Der var noget riv-rav-ruskende galt. Som et vådt ærme på en langærmet trøje eller en ‘late onset’-analkløe efter endt stort toiletbesøg, var det noget af det værste, en vesterlænding kan udsættes for. Flemming var helt ved siden af sig selv.

Hvis ikke du kender typen (indsæt en orkan af high-hats), så er du med al sandsynlighed heller ikke stødt på Flemming Møldrup, eller Flemse, som han vil blive kaldt i resten af artiklen. Og du kan ligeså godt komme igang med at se programmet med det samme. Hvis DF’s fremmarch fortsætter i samme tempo, går der ikke længe før en paragraf kræver, at det er en del af danskheden.

Tilbage til Flemse. Han er det mest elskværdige væsen TV har produceret i nyere tid. Lad os starte med hans udseende: Den nuttede mule. Hvis Disney fik den skrækkelige idé at lave en live-action-film med deres ikoniske karakterer, ville der ikke være nogen tvivl, Flemse skulle være fedtmule. Alt andet ville føre til folkelig revolte. Det lidt kiksede trendy mode-udtryk: Flemse er meget ydmyg, men ikke mere anonym end, at der lige er plads til at par Vesterbro-tattoveringer, et lille low-budget shambala-armbånd og en arkitekt-brille. Og så selvfølgelig hans væsen – han er helt igennem en good guy. Den rare onkel, du aldrig fik (se bort fra blodskams-undertonerne). Empatisk, lyttende, mådeholden, dydig, retskaffen .. altså jeg kunne blive ved.

Jeg er helt overbevist om, at en life-sized Flemse-dukke ville komme selv en sejlivet depression til livs

For ej at forglemme hans samspil med den joviale, men kontante bear Mads Steffensen. Den duo er simpelthen så kær til trods for, at Mads lidt er klassens bully og Flemse evigt dømt til at få metaforisk buksevand. Hver eneste gang de to pjatter (…) tager jeg mig selv i at sidde og grine fjoget med som en simpleton, så vanvittigt smittende og umiddelbar er deres dynamik.

Men så skete det; katastrofen! Jule-special afsnittet, hvor Flemming var helt ved siden af sig selv. Han var smålig og lidt små-misundelig, kommenterede hele tiden på sine egne økonomiske begrænsninger ift. ugens gæst. Når han forsøgte på at tirre og ping-pong’e med Mads ramte han ved siden af, og jeg nærmest kæmpede for at forcere det sædvanlige idiot-smil frem på mine læber. Hans ansigts-udtryk var fladt og apatisk; gad han overhovedet være med?!

Så please, Flemse, for vores allesammens skyld – hvad end det skyldes en fejlslagen juleflirt (ja, den midaldrende labre larve er sgu enlig), elendig julebag, et punkteret dæk ud for Slagelse på vej hjem … så glem det, og find tilbage til dig selv. Uden det faste skud hjemlige pøbel-hygge, ved jeg simpelthen ikke, hvad vi skal gøre.